lørdag den 7. december 2013

BULA !

Efter en enkel overnatning i Auckland, hvor vi ikke nåede andet end at spise og sove, sad vi på flyet mod den første hulabula-ø på vores tur – Fiji. Da vi ankom i Nadi (udtales ”nandi”) lufthavn var vi ikke i tvivl om at vi var landet på en lille tropeø. Det var meget varmt og meget fugtigt, og det var en meget lille lufthavn fyldt med sorte mennesker med farvefulde, blomstrede skjorter. Vi blev shanghai’et af en stor lokal dame (alle de lokale er store mennesker, men de fleste kvinder er også ret tykke fordi mændene laver det meste) ved navn Lucy, som hjalp os med at bestille færgebillet samt overnatning til næste dag. Vores første nat på tropeøen var på et lille resort, hvor vi fik en virkelig lækker aftensmad: curry-fiskesuppe, kyllingewrap og veggie spring rolls. En stor del af den fijianske befolkning stammer fra Indien, idet de engelske kolonister for år tilbage fragtede en masse indere til Fiji for at arbejde i sukkerrørsplantagerne. Åbenbart mente englænderne at den lokale befolkning var for doven. Hensigten med denne lille historie er, at man i Fiji kan få virkelig god indisk mad (curry nam nam).

Yasawa-ø

Velkommen til "Safe Landing Resort"

Dagen efter tog vi tidligt om morgenen en færge fra hovedøen (Vanua Levu) til Yasawa-øgruppen, hvor vi skulle tilbringe den næste lille uges tid. Sejlturen derop var lang, men meget smuk. Der var hele tiden små solbeskinnde, grønne, palmebeklædte vulkanøer med lange hvide sandstrande som dukkede op til den ene side, og til den anden side kunne man se små hvide bølgetoppe som brød henover revet, som fulgte os hele vejen op. Færgen stoppede ud for de forskellige resorts på de forskellige øer, så passagerer kunne stige af og på. Det foregik sådan, at færgen bare stoppede, så lagde en lille jolle (sendt fra det givne resort) til ved færgen, og folk og baggage blev udvekslet. Efter godt 5 timer blev det vores tur til at hoppe ned i en lille jolle og sejlet ind mod Safe Landing Resort. På stranden blev vi modtaget med en drik og velkomstsang. Efter frokost og introduktion til resortet gik eftermiddagen med at plaske rundt i vandet på stranden lige foran vores værelse. Morgenmad, frokost og aftensmad blev serveret hver dag når der blev truttet i et konkylie-horn. Efter middagen den første aften var der crab race, hvor Peter fik en tredjeplads (ud af syv)… Herefter blev vi introduceret til en ægte fijiansk tradition – kavadrikning. Kavadrikning foregår i rundkreds, og det er noget som fijifolket gør hver aften. Eftersigende skulle det gøre én både træt og liderlig - sjov kombination. Kava er en drik lavet af vand og den tørrede kavarod, og den smager lidt af jord. Den indeholder ikke alkohol, men når man drikker den bliver ens tunge følelsesløs, og når fijifolket har drukket rigtig meget bliver deres kroppe helt lammede. You don’t get drunk – you get grogged. Med kava i blodet gik vi en lille aftentur på stranden, hvor vi så blå fluoriserende mikroorganismer a la morrild, disse lå blot i sandet og ikke i vandet (det var ikke kava’ens skyld, vi så dem også andre dage..).

Kava i kavaskål

Bula-pige

Hibiscus

Afslapning i hængekøje foran værelset

Stillehavssolnedgang

Stillehavssolnedgang

Næste dag tog vi om formiddagen på udflugt til nogle grotter, som man skulle svømme under vandet for at komme ind i (de er i øvrigt også med i filmen ”The Blue Lagoon”). En guide oplyste de imponerende grotter, og vandet i dem var fuldstændig klart! Eftermiddagens højdepunkt var en fisketur, hvor vi skulle grave efter krabber til madding, og hvor vi fra båden kunne se en kæmpe haj svømme forbi.

Peters første fangst

Saimone med en lille koralfisk

1. december og også første søndag i advent deltog vi i den lokale village’s søndagsgudstjeneste. Og der var smuk smuk sang! Alle fijifolk er rigtig musikalske og kan synge og spille instrumenter. Senere samme dag gik vi på mangojagt, hvor vi mødte nogle børn fra landsbyen, som hjalp os med at finde mangoerne. Da de selv var på mangojagt havde de taget en blanding af krydderi og salt med, som man dypper den friske mango i. Vi satte os i junglen ved mangotræet, og spiste mango med dem og smagte på deres krydderiblanding -  mmmmm. Senere snorklede vi the blue lagoon, som området hedder. Det var utroligt med alle de smukke koraller og fisk som man kunne se.

Peter foran kirken

I kirken

Papaya

Pernille i junglen

Mangojagt

Kæmpemusling som vi spiste (er lidt sej at tygge i)

Klovnefisk

Andre smukke fisk og koraller

Morgenen efter blev vi sat af på en lille sandø som kun er synlig ved lavvande. Omkring øen er der utrolige koralrev og efter et par timers snorkling delte vi en mango i vandkanten på den lille ø. Endnu en eftermiddag blev brugt på at fiske. Vi havde en lokal fiskermand med til at guide os (David). Peter fangede en kæmpe trevally som vi spiste aftenen efter – derefter fik Peter navnet ”Trevally-man” af David. Mange af de ansatte havde deres børn med på resortet. Pernille legede med en lille pige ved navn Rachel (hun var så sød med sit helt krøllede hår og fine blomstrede kjole).  

Pernille på øde ø

Pernille klar til snorkling

Mango i vandkanten

Trevally-man (David i baggrunden)

Dagen efter snorklede vi med reef sharks og vi så en stor blæksprutte gemme sig blandt de farverige koraller. Vi mødte et rigtig sødt britisk par som vi tog hen og spiste kage og drak te med på et te-hus som en af de lokale driver.  Der var også nogle kvinder fra landsbyen som havde taget en masse hjemmelavede smykker og sharoner med som vi beundrede. Om aftenen var der en hatte-konkurrence hvor det gjaldt om at lave den flotteste hat ud af kokos-blade og vinderen med den flotteste hat ville vinde en gratis massage. Pernille vandt konkurrencen, da en masse kurvefletning i løbet af ugen havde lært hende teknikken bag kokos-blade-fletning.

Pernille lærer kurvefletning

Den skøre kok Bill åbner en kokosnød

Fijiblomst

Stillehavssolnedgang

Stillehavssolnedgang

Næste dag da vi var ude at snorkle oplevede vi for alvor et ægte tropisk regnvejr. Midt på sejlturen regnede det så meget, at vores bådmand måtte tage sin maske og snorkel på for overhovedet at kunne se bare en lille smule. På snorkelturen så vi en moræne samt smukke koraller og fisk og en smuk regnbue opstod ved stranden da vi kom i land.

Regnbue i aftensolen

Kl. 6 næste morgen ringede vækkeuret, da vi skulle ud og snorkle i solopgangen.  Det var den smukkeste oplevelse da vi havde solopgangen på den ene side og den smukkeste farvefyldte regnbue på den anden. Efter snorkelturen var det tid til at sige farvel til de søde Fijifolk. De sang en farvel sang til os og vi blev sendt godt af sted videre mod næste stop på vores stillehavseventyr.

Snorkling i solopgangen

Før solopgangen

Vi havde en dag inde på hovedøen i Lautoka, som er centrum for sukkerrørs produktionen i Fiji. Vi hyggede rundt i byen og spiste på nogle gode cafeer rundt omkring i byen bl.a. indisk. Vi besøgte også det lokale marked som var fyldt med friske frugter og ikke mindst masser af kava. Lautoka er helt anderledes end landsbyen i Yasawa-øgruppen, men de huser begge ægte men forskellige dele af fiji, en ting har de dog til fælles, de afspejler begge fijifolkets åbne og velkomne sind. 

Frugter på markedet i Lautoka

Kavarødder

Udenfor markedet i Lautoka