fredag den 27. februar 2015

From Australia With Wine

Det var præcis et år og en uge siden vi forlod Australien, da vi landede i Adelaide igen. Denne gang handler det ikke om skolebøger og teori - men erfaring og nysgerrigheden omkring hvordan de små druer bliver forvandlet til ikke mindre end en afhænighedsskabende trylledrik.  Det handler om passion og kærlighed, og om at skabe noget ekstraordinært. At arbejde gennem vinens unikke eventyr er lige præcis det som denne rejse handler om.


Men først ! En uges ferie til Tasmanien. Vi fløj til Hobart, hvor vi lejede en campervan som vi kunne sove og lave mad i. Vores Tasmanien-tur endte med at blive en rejse fra Hobart og op langs østkysten, og tilbage til Hobart igen, gennem Launceston og det tasmanske højland, med stop i Mt Field National park til Hobart.

Første stop: Kate's Berryfarm (Swansea). Her fik vi en af Kates hjemmelavede formiddagsbærdesserter med en kop kaffe til. Vi nød desserten med usigt til bærfarmen. havet og Freycinet National Park hvor vi også overnattede den nat.


Langs vejen stod flotte blomstrende gumtrees i koral, pink og rød som stod i stor konstrant til det ellers tørre/grå-grønne landskab. 



På vej til Freycinet National Park stoppede vi ind for at smage nogle af de lækre tasmanske mousserende vine. 



Vi overnattede på en strand i Freycinet National Park, og pga vores jetlag vågnede vi TIDLIGT til en overskyet, men særdeles flot, morgen, hvor vi tog en frisk dukkert i bølgen blå (vi mødte ingen hajer).






Freycinet National Park rummer en masse flot natur, men særligt udsigten udover Wine Glass Bay er en populær attraktion, og forståeligt! Det var en hyggelig lille ½ times gåtur fra parkeringspladsen op til udsigtspunktet, hvor vi blev belønnet med lidt solskin.






Udover flot natur, promoverer Tasmanien sig med verdensklasses råvarer, bl.a. muslinger og skaldyr, så vi var jo nødt til at stoppe ind på Freycinet Marine Farm, hvor vi smagte på friske scallops og abalones - nammenam!


På vej mod Bay of Fires stoppede vi ind i Bicheno for at proviantere, og tilfældigvis faldt vi over denne smukke bay, hvor delfiner legede rundt om de opankrede både.



Vi overnattede i Bay of Fires, hvor vi troede at navnet stammede fra de store plamager af rød-orange lav på stenene langs Bay of Fires, men i virkeligheden oprinder navnet fra en opdagelsesrejsende som så en masse bål/skovbrande, som de lokale Aboriginals lavede for at holde bushen nede.





Bay of Fires består mere eller mindre kun af strande, små og store, og vi fandt en fantastisk, lille og lækker strand, hvor vi badede og spiste frokost.








Ost kan de også finde ud af at lave på Tasmanien. Det fandt vi ud af da vi stoppede ind ved Pyengana Cheese Farm, hvor vi smagte et udvalg af deres oste, og fik en milkshake lavet med deres friske mælk.


Efter at have forladt kysten kom vi op igennem bjergene med vandfald og regnskov, og vi stoppede ind for at se St Columba Falls.  




Meget af Tasmanien er stadig meget landligt..


Vi stoppede også ind for at gå en lille ekstra tur i skoven.


Vi overnattede i en gammel mineby, Derby, hvor der er ikke meget mere end 10 huse og et gammelt hotel, som er blevet til en slags samlet "Cellar Door" for tasmanske mikrobryggerier. Hotellet havde også et par pladser til campervans, så vi overnattede i baghaven og i deres Biergarden smagte vi på deres udvalg af øl.



Mere vinsmagning! Denne gang i Tamar Valley wine region, hvor vi besøgte Pipers Brook, Jansz og Delamere. Grundet det køligere klima på Tasmanien er det overvejende hvidvine og mousserende vine som produceres, men det passede fint i sommervarmen.






Endnu et stop ved en Berry Farm, hvor vi kiggede lidt rundt mellem alle bærene - jordbær var i sæson!



Mt Field National Park handler om regnskov, vandfald og Swamp Gums (verdens højeste blomstrende træer). Vi ankom sent om aftenen, og fik at vide at man kunne gå en lille tur når det blev mørkt, som fører til Russell Falls, hvor glowworms kunne blive set under bregner og i hule træer. Så vi gik selvfølgelig den tur i total mørke, og vi så massere af glowworms og som bonus mødte vi kænguruer, possums og bandicoots. Den efterfølgende dag tog vi samme gåtur i dagslys, og fortsatte videre til Horseshoe Falls, Tall Trees Walk og Lady Barrons Falls.












Den sidste dag på Tasmanien brugte vi bl.a. på at besøge Sorrell Fruit Farm, hvor man selv kunne plukke årstidens frugt og bær. Så vi endte med at fylde to bøtter med jordbær, nektariner, abrikoser og ferskner, hvilket var virkelig lækkert. Men da vi jo skulle rejse den efterfølgende dag, havde vi lidt travlt med at spise al frugten (selv imellem staterne i Australien må man ikke medbringe frisk frugt, honning og andre ting). Så middagen stod på jordbær med fløde, og vi mindedes den danske sommer!






Efter en fantastisk uge på Tasmanien vendte vi tilbage til The Farm og friske lækre grønsager i Adelaide Hills hos Roger og Inge.